Vi har kun en uge tilbage her. En uge. Jeg fatter ikke, at ni uger kan gå så stærkt og så langsomt på en og samme tid. Og jeg troede ikke, at man kunne savne så meget på forskud.
Jeg er egentlig klar til at tage hjem. Til hverdag. Til rengøring og oprydning. Ja, selv til regntøj, gummistøvler og indkøb i Netto. Og jeg glæder mig til at besøge mit skrivebord, se mine kolleger og til at arbejde uforstyrret. Jeg har aldrig fattet udtrykket ‘hverdagen truer’. Hvis den gør det, må man da i den grad se sit liv efter i sømmene.
Det jeg savner på foskud, er det her og nu, jeg ved ikke kommer igen. Vi kommer aldrig mere til at have tre så små børn på en gang, med så meget tid til at være sammen med dem. Indsnuse babyduft. Bage spontane pandekager. Lave modellervoks inden havregrød og kaffekopper er taget ud.
Der er sagt så mange guldkorn på denne ferie, som jeg nok har skrevet ned, men som jeg ikke skal genopleve i samme grad – og i den frekvens – når vi er hjemme igen og alle fem familiemedlemmer får en hverdag, der er mere hver for sig og mindre sammen. Det savner jeg allerede nu.
Og mens jeg således savner, glæder jeg mig også over det, der venter. En kær venindes forældre har hus i Provence, og vi har besøgt dem flere gange under vores ophold. Vi har fået lov til at opleve deres gode liv, efter et langt og rigt børne- og arbejdsliv, og det gør, at jeg på ingen måde frygter den tid, der også kommer. Tiden til kunst og langsom morgenkaffe. Bøger indtaget i hængekøje, måltider spist efter skumringstid og minder man kan genoplive i billeder, samtaler og notesbøger. Det vil jeg også gerne opleve. Med min mand. Med mine børn.
Tiden går på hæld, men en ny tid venter også i kulissen. Og den bliver vi klar til, når tiden er inde til dét.
↧
På hæld
↧