“Godt fortalt, mor” roste min ældste søn mig i eftermiddag, da Rødhætte var blevet befriet fra Ulvens mave, og nu sad til teselskab med Bedstemor og Jægeren. Bilen var for varm, vores udflugt var ikke gået som planlagt, eftermiddagstrafikken var på kogepunktet, og babyen på bagsædet var trist og træt af sin autostol. Og værst af alt: jeg var alene bag rattet, fordi min mand skulle hente lejebilen til vores næste hold gæster. Men der, midt i det hele, fandt jeg ud af, at det var jeg så måske ikke alligevel. Alene. Mine drenge på tre og fem mandede sig op. De tog ansvar for mit manglende overblik, vendte stemningen, sang vuggeviser for deres lillesøster og fandt på historier, jeg kunne fortælle for dem. Og under deres forventningsfulde øjne, var jeg ikke længere en lidt anspændt mor bag rattet med fedtet knold og fugtige håndflader. Jeg blev til Elyse Keaton. Vi sang, gjorde vi. Og der blev opfundet navne, skøre ord og babyen blev til en abekat.
Tidligere var min stolteste øjeblikke altid knyttet til mine egne præstationer – noget der kunne måles, sættes to streger under eller bedst af alt: gives en karakter. Mit liv som mor til tre har ændret det perspektiv. Mine stolteste øjeblikke er oftere knyttet til ‘os’ end til ‘mig’. I dag var jeg stolt over mine børn, der hjalp mig fra Nice til Fayence uden buler i bilen, brøl fra babyen og endda med overskud til at anerkende mine fortælleevner. At være mor til tre er sjældent idyllisk i mere end fem minutter af gangen – for så er der helt sikkert en ble der skal skiftes, en iPad der skal findes, et æble der skal skylles eller en bule der skal pustes på. I dag varede epifanien næsten en time – og jeg vil gemme den i erindringen meget, meget længere.